Danmark er et gennemreguleret land. De fleste af os har lært at leve med det under den forudsætning at det jo nok for det meste er til vores allesammens bedste. Men på et punkt er vi ved at gå grassat i disse år med hensyn til selvundertrykkende regeltyranni, og her tænker jeg selvfølgelig på arbejdsmiljøet.
Hvem kan argumentere mod et godt arbejdsmiljø? I praksis er det umuligt at argumentere imod konkrete forbedringer af arbejdsmiljøet for relativt få berørte mennesker. For eksempel, hvem kan argumentere for at togførere bør løbe risikoen for den forfærdelige oplevelse det er at køre et menneske over? Svaret er ingen, og resultatet er at sporovergange, hvor ingen er blevet påkørt i historisk tid, bliver nedlagt og sporerne hegnet ind så man ikke kan krydse dem. Hvem spørger, om det virkelig er det vi vil? Svaret er igen ingen, og det mener jeg er et stort demokratisk problem.
Pragmatiske løsninger som at lade den sunde fornuft råde uden at lave nye konkrete regler skydes nemt ned af den uhellige alliance mellem de professionelt bekymrede, dyrt betalte konsulenter og fagforeninger. De store tabere bliver os allesammen som skridt for skridt bliver nødt til at forholde os til mere og mere indviklede regler, et tab af konkrete udfoldelsesmuligheder, og en på længere sigt undergravende mistillid til vores egen sunde fornuft.
Hvis man gør oprør mod regeltyranniet bliver man givet opfattet som en særling uden empati, men for vores allesammens skyld er vi nødt til at bekæmpe dette væsen når vi møder det i dagligdagen.
Lad os kæmpe, selv om nederlaget er så godt som sikkert!
