tirsdag den 7. april 2020

Om økofascisme


Som økologisk forsker med et normalt demokratisyn provokerede det mig at man fornylig sammenstillede økologi og fascisme i en kronik i Weekendavisen (#8).

Økologi er en videnskabsgren inden for biologi hvor man undersøger stofkredsløb i økosystemer og hvorledes den observerede biodiversitet kan forklares ud fra de givne fysisk-kemiske forhold, og har som et overordnet mål at kunne forudsige hvorledes antallet af planter og dyr i et område ændres over tid. Økologi er som andre naturvidenskabelige discipliner ikke værdiladet, og det giver ikke mening at sætte lighedstegn mellem økologi og en politisk opfattelse som fx fascisme, men der er dog nogle træk ved den økologiske forskning som gør at man godt kan forstå hvorfor videnskaben økologi kan virke dragende på personer med et national konservativt sindelag.

Selve ordet økologi har samme etymologiske oprindelse som økonomi, nemlig det græske ord Oikos som kan oversættes med husholdning, og dermed måske signalerer en tilbagevenden til en verden som er styret af sund fornuft hvor man sætter tæring efter næring.

Centralt i enhver økologisk undersøgelse er begrebet økosystem, som er et begrænset område med givne fysisk-kemisk-biologiske forhold det giver mening at studere som en enhed. Økosystemet vil altid hænge sammen med den omgivende verden ved fx transport af vand eller kolonisering med nye arter, men der vil være dominerende lokale økologiske processer som til en betydelig grad forklarer fx den observerede biodiversitet. Et lokalt område kan også i nogle sammenhænge meningsfyldt blive bekrevet med økologiske begreber som territorie eller arena hvor den indbyrdes rangordning eller dominansforhold bliver afgjort med regulære kamphandlinger. En af de forklaringsmodeller som hyppigt anvendes i økologien og ofte forklarer observerede biodiversitetsdata er tæthedsafhængig populationsvækst, hvilket er en kvantitativ beskrivelse af det fænomen at der på grund af begrænsede ressourcer er en øvre grænse for antallet af planter eller dyr i et givet område. For eksempel vil planter konkurrere med naboplanter om lys og ressourcer, således at kun et fåtal af de producerede frø får mulighed for at etablere sig.

Ovenstående eksempler illustrerer hvorfor den økologiske forskning kan virke meningsskabende for personer som føler sig rodløse og fremmedgjorte i en globaliseret verden med ekstrem ulighed, negativ rente, og truende menneskeskabte klimaforandringer som det verdenspolitiske system åbenlyst ikke er i stand til at forhindre.

Selv kan jeg godt blive fristet af økologiske eller Darwinistiske forklaringsmodeller når jeg prøver at forstå samfundet omkring mig, men så prøver jeg at sige til mig selv at disse forklaringsmodeller ikke er udviklet til at forstå menneskellige forhold. Selv om mennesket på mange punkter kan sammenlignes med dyr, så er det grundlæggende umoralsk, og dermed umenneskeligt, at anvende økologiske eller Darwinistiske forklaringsmodeller i mødet med din næste.