Vores stier er truede af motioncyklister som i løbet af få år har kørt mange af vores stier i smadder så det er blevet vanskeligt at færdes på dem.
I Nordskoven ved Silkeborg, hvor jeg færdes, er der adskillige cykelstier som vedligeholdes af frivillige; men mange motionister vælger alligevel at cykle på vandrestierne. Mange cyklister er høflige og gør opmærksom på at de kommer bagfra, men jævnligt bliver man overrasket af en ivrig motionist som død og pine skal frem for en hver pris uden at tage hensyn til de gående.
Jeg kan ikke dokumentere det; men det virker som der for hvert år i takt med at der flere og flere motioncyklister i vores skove bliver færre og færre ældre som bruger skovstierne. Hvis jeg var hørehæmmet og dårligt gående ville jeg i hvert fald tænke mig om en ekstra gang før jeg ville begive mig ud på smalle opkørte og mudrede vandrestier med fare for at blive overhalet bagfra af en overvægtig amatørcyklist i fuld fart.
Stierne har gennem generationer sikret passage fra et sted til et andet eller været brugt rekreativt til vandreture. For eksempel har nogle af kirkestierne været brugt af vores forfædre siden bronzealderen som adgangsveje til deres helligsteder. Disse stier er i disse år systematisk ved at blive kørt i smadder og sikkert uden at den enkelte cyklist gør sig det klart at hans adfærd er både tanke- og historieløs.
Problemet er af den enkelte motioncyklist ikke indser at han er en del af en lycraklædt massekultur, og at denne massekultur som et samlet fænomen virker hensynsløs overfor andre mennesker, samt som flok udviser manglende respekt for vores kulturværdier.
