Om religion og dogmer

Religioner er et svar på den intellektuelle utilfredsstillende tilstand – ikke at forstå verden. For at opnå en forståelse af verden med sin egen indre logiske opbygning ved hjælp af religion har det historisk vist sig at dogmer er en nødvendighed.

Kristendommens historie

Kristendommen rødder menes at kunne spores tilbage til en græsk religion for slaver (Orpheus kult). Denne religion forudsatte at livet på jorden er ubærlig og derfor troede man på et bedre liv efter døden. Endvidere mente man at Jordens undergang var nært forestående.

Den tidlige kristendoms dogmer blev fastlagt på en række synoder:

325: Første økumeniske synode i Nikæa i Lilleasien, nær Konstantinopel. Det vedtages, at Faderen og Sønnen er af samme væsen. Arius udstødes af kirken, og arianismen fordømmes. Den nikænske trosbekendelse vedtages.

381: Anden økumeniske synode i Konstantinopel. Nikæasynodens beslutninger udvides, og det præciseres, at Helligånden skal tilbedes sammen med Faderen og Sønnen, idet de såkaldte makedonianere eller pneumatomachere udstødes af kirken (et parti, der benægtede Helligåndens fulde guddommelighed).

431: Tredje økumeniske synode i Efesus i Lilleasien. Det vedtages, at jomfru Maria skal kaldes 'theotokos', d.v.s. 'Gudføderske' eller 'Guds Moder', og Nestorius udstødes af kirken.

451: Fjerde økumeniske synode i Kalkedon i Lilleasien. Efesussynodens beslutninger bekræftes, og desuden vedtages det, at Jesus Kristus havde en fuldstændig menneskelig og guddommelig natur, at de to naturer hverken må sammenblandes eller adskilles, og at han var én person, som er Ordet (Logos). Eutykes, en ekstrem 'monophysit', fordømmes, og Dioskur, biskop af Alexandria, afsættes.

553: Femte økumeniske synode i Konstantinopel. Tekster bl.a. forfattet af Origenes, der levede århundreder tidligere, og Theodor af Mopsuestia, der døde ca. 125 år før, fordømmes.

680-81: Sjette økumeniske synode i Konstantinopel. Det vedtages, at Jesus Kristus havde to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Den såkaldte 'monotheletisme', der hævdede, at Jesus havde to naturer, men én vilje, fordømmes.

787: Syvende økumeniske synode i Nikæa i Lilleasien. Det fastslås, at billederne må æres, ikke dyrkes. Den, der ærer billederne, ærer den, der er afbildet. Ikonoklasmen fordømmes.

Munkene havde et system og en kultur til at opsamle og videregive viden som var unik. Dette videnssystem var vigtigt for at beholde og udvide magten i middelalderen.

1530: Den Augsburgske bekendelse. Meget detaljeret grundlag for den evangelisk-lutherske kristendom.

I den danske folkekirke fremgår de gældende dogmer og trossætninger af den apostolske trosbekendelse

Den apostolske trosbekendelse

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.

Religionskrige

Logiske analyser eller pålidelige kendsgerninger vil ikke kunne anfægte religiøse dogmer. Dette er i klar modsætning til videnskabelige hypoteser som hele tiden testes. Videnskab fejrer folk som initierer et paradigmeskift (Newton, Einstein, Bohr), hvorimod, kristendommen brænder folk som ikke accepterer dogmerne  (kættere). Dog lever fx Euklid's geometri og Newton's love videre som gode og let forstålige tilnærmelser til de mere generelle matematiske sætninger eller gældende videnskablelige hypoteser.

Da man ikke kan diskuttere de religiøse dogme og de samtidig typisk har rod i en bestemt kultur, vil mødet mellem forskellige religioner ofte medføre stridigheder. Der er meget der tyder på, at religionskrigene både i den jødiske, kristne og islamiske verden hænger sammen med forestillingen om Guds udvalgte folk. Både det islamiske trosfællesskab, synagogen og den kristne menighed gør krav på eksklusivitet og universalitet. Dvs. at troens sandhed er gyldig for alle mennesker. Missionsiveren har på denne måde kunnet motivere politisk aggression og ekspansionspolitik. Religionskrige tilhører altså den jødisk-kristent-islamiske verden. For grækere og romere var den et ukendt fænomen.

De første klare eksempler på religionskrige finder vi i det gamle testamente, hvor Israels fjender er Jahves fjender og dermed uden ret til livet.

Forestillingen om ”hellig krig” opstod på kamppladsen mellem byzantinere og muslimer mod slutningen af 600 tallet. Det er uklart, om det oprindeligt var en kristen eller en islamisk idé.

Justinians forsøg på at genoprette Romerriget i det 6. århundrede med Konstantinopel som centrum var lige så nært knyttet til religionen, som den islamiske aggression mod slutningen af det 7. århundrede.

Det klassiske eksempel på religionskrige er selvfølgelig korstogene, de fleste godkendt af paven, som fandt sted fra 11. til 13. århundrede. De kan ses som et modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion (jihad), og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land som var under muslimsk kontrol.

Martin Luther skrev i »Jøderne og deres løgne« (1543): »Jøderne er et nederdrægtigt forhoret folk… Ikke et af Guds folk… De er som svin; smurt ind i djævlens lort… Deres skoler og synagoger bør nedbrændes; deres hjem raseres; deres penge og ejendomme konfiskeres. Man skal udvise dem hverken nåde eller venlighed… Disse giftige orme bør tvinges ind i arbejdslejre eller udvises… Det er vores fejl, at vi ikke slår dem ihjel.«

og mere moderne:

Karin Riis-Jørgensen, MEP (Venstre): ”Der foregår en værdikamp i Europa mellem kristne og muslimer og mellem katolikker og protestanter.” ”Det er naivt at lade paven være alene om at lave lobbyarbejde, den protestantiske kirke, protestantiske teologer, må starte med at føde mig med argumenter.”

George W. Bush (præsident): ”My administration has a job to do. We will rid the world of evildoers.”; ”This crusade, this war on terrorism, is going to take awhile.”

Dogmer i dag

Mange præster i dagens folkekirke udvander betydningen af de kristne dogmer og trossætninger i en symbolsk og litterær fortolkning af disse; men så længe de samme præster opfordrer folk til at rejse sig og med højtidlig stemme deklamere trosbekendelsen (se ovenfor) i forbindelse med gudstjenesterne kan man kun forbløffes over en sådan falskhed. 

Om Danmark som et kristent land

I grundlaget for den nye Venstre-regering står der åbenbart at Danmark er et kristent land. Dette er selvfølgeligt noget sludder: et land kan ikke have en kristen tro eller være døbt.

Jeg synes det ville være mere præcist at skrive noget i retning af: "Danmark er en retsstat som bygger på et kristent værdigrundlag og kristne traditioner".

Om Sokrates og viden

Sokrates er (gennem Platon) kendt for sin dialoger hvor han uden foregående fordomme argumenterer sig frem til sig frem til nogle sande konklusioner om et givet emne, samt hans udtalelse om at hans visdom beroede på at han viste at han ikke viste noget.

Jeg synes langt fra det er rigtig; når jeg læser Platon er jeg tit mere enig med Sokrates' dialogpartner end med Sokrates, og jeg synes Sokrates ofte er både manipulerende og dogmatisk i sin argumentation. For eksempel, i Phaidon hvor han taler med sine venner om hvorfor man ikke skal frygte døden, antager Sokrates uden videre i) at sjælen er adskilt fra legemet, ii) at det er sjælen som tænker, og iii) at sjælen kan tænke videre efter legemet er dødt. Teksten fremstår mere som en enetale end som en ægte dialog og ingen af hans venner prøver seriøst at modsige ham i disse ret vilde antagelser. I stedet for at argumentere sig frem til sande konklusioner uden foregående fordomme, virker det på mig mere som om at Sokrates's viden om døden i Phaidon hovedsageligt er styret af hans gudsopfattelse.

Jeg anerkender selvfølgelig at Platon er fantastisk vigtig og interessant som en historisk figur og at mange betydelige tænkere er inspireret af ham og hans helt Sokrates, men jeg kan altså ikke med nutidens briller falde i svime over det konkrete filosofiske indhold i mange af teksterne. Dette til trods vil jeg blive ved med at læse og genlæse Platon, for det er da alligevel mageløst hvad de gamle grækere kunne...