Sokrates er (gennem Platon) kendt for sin dialoger hvor han uden foregående fordomme argumenterer sig frem til sig frem til nogle sande konklusioner om et givet emne, samt hans udtalelse om at hans visdom beroede på at han viste at han ikke viste noget.
Jeg synes langt fra det er rigtig; når jeg læser Platon er jeg tit mere enig med Sokrates' dialogpartner end med Sokrates, og jeg synes Sokrates ofte er både manipulerende og dogmatisk i sin argumentation. For eksempel, i Phaidon hvor han taler med sine venner om hvorfor man ikke skal frygte døden, antager Sokrates uden videre i) at sjælen er adskilt fra legemet, ii) at det er sjælen som tænker, og iii) at sjælen kan tænke videre efter legemet er dødt. Teksten fremstår mere som en enetale end som en ægte dialog og ingen af hans venner prøver seriøst at modsige ham i disse ret vilde antagelser. I stedet for at argumentere sig frem til sande konklusioner uden foregående fordomme, virker det på mig mere som om at Sokrates's viden om døden i Phaidon hovedsageligt er styret af hans gudsopfattelse.
Jeg anerkender selvfølgelig at Platon er fantastisk vigtig og interessant som en historisk figur og at mange betydelige tænkere er inspireret af ham og hans helt Sokrates, men jeg kan altså ikke med nutidens briller falde i svime over det konkrete filosofiske indhold i mange af teksterne. Dette til trods vil jeg blive ved med at læse og genlæse Platon, for det er da alligevel mageløst hvad de gamle grækere kunne...
