Trykt i Midtjyllands Avis 29/3 2016
Vores stier er truede af motioncyklister som i løbet af få år har kørt mange af vores stier i smadder så det er blevet vanskeligt at færdes på dem.
I Nordskoven ved Silkeborg, hvor jeg færdes, er der adskillige cykelstier som vedligeholdes af frivillige; men mange motionister vælger alligevel at cykle på vandrestierne. Mange cyklister er høflige og gør opmærksom på at de kommer bagfra, men jævnligt bliver man overrasket af en ivrig motionist som død og pine skal frem for en hver pris uden at tage hensyn til de gående.
Jeg kan ikke dokumentere det; men det virker som der for hvert år i takt med at der flere og flere motioncyklister i vores skove bliver færre og færre ældre som bruger skovstierne. Hvis jeg var hørehæmmet og dårligt gående ville jeg i hvert fald tænke mig om en ekstra gang før jeg ville begive mig ud på smalle opkørte og mudrede vandrestier med fare for at blive overhalet bagfra af en overvægtig amatørcyklist i fuld fart.
Stierne har gennem generationer sikret passage fra et sted til et andet eller været brugt rekreativt til vandreture. For eksempel har nogle af kirkestierne været brugt af vores forfædre siden bronzealderen som adgangsveje til deres helligsteder. Disse stier er i disse år systematisk ved at blive kørt i smadder og sikkert uden at den enkelte cyklist gør sig det klart at hans adfærd er både tanke- og historieløs.
Problemet er af den enkelte motioncyklist ikke indser at han er en del af en lycraklædt massekultur, og at denne massekultur som et samlet fænomen virker hensynsløs overfor andre mennesker, samt som flok udviser manglende respekt for vores kulturværdier.
"Vandresti" i Nordskoven ved Silkeborg
søndag den 20. marts 2016
fredag den 22. januar 2016
Om problemet med faldende befolkningstal
Trykt i let redigeret form i Weekendavisen #3 2016
Det bliver ofte ukritisk postuleret at det er et problem for et samfund (mange europæiske lande, Japan, og Rusland) at befolkningstallet falder og at der bliver en større andel af ældre mennesker.
Postulatet bruges af mange forskellige interessegrupper fx i forbindelse med indvandringsdebatten, men mest konsekvent og hyppigst af arbejdsgiverorganisationer. Det er da også en klassisk arbejdsgivertankegang at det er ønskværdigt at øge udbuddet af arbejdskraft for dermed at sænke prisen på arbejde, men jeg forstår ikke hvorfor så mange andre interessegrupper anvender postulatet ukritisk.
Overordnet kan jeg ikke se hvorfor fx danskere, alt andet lige, skulle være bedre stillet ved at være seks millioner mennesker i vores tætbefolkede land i stedet for fem eller fire millioner. Igen, alt andet lige, mener jeg at det åbenlyst vil være en fordel for den enkelte dansker at vi er færre mennesker (bæredygtig fødevare- og energiproduktion, fritidsmuligheder, naturoplevelser).
Alt er dog ikke lige; som nævnt betyder et faldende befolkningstal at andellen af ældre stiger og konsekvenserne af denne "ældrebyrde" er blevet beregnet i økonomiske modeller. Disse modeller peger på at der bliver samfundsøkonomiske problemer hvis vi ikke formår at tilpasse os til en situation med en større andel af ældre.
Jeg ser optimistisk på vores muligheder for at kunne tilpasse sig en sådan ny situation i en verden hvor mange føler sig sat udenfor arbejdsmarkedet og det fysisk anstrengende arbejde automatiseres mere og mere. For eksempel er det fascinerede at følge fagbladet Ingeniørens afdækning af de fremskridt som gøres i disse år indenfor robotteknologi, hvilket ikke mindst er drevet af udviklingen i det "ældrebyrde" ramte Japan.
Ældre mennesker har vist at de sagtens kan varetage krævende intellektuelle opgaver (FN's generalsekretær er født i 1944) og andelen af fysisk friske veluddannede ældre mennesker forventes at stige mindst lige så hurtigt som andelen af ældre.
På lang sigt kunne nogle måske være bekymret for at der vil blive for få danskere til at vi kan overleve som folk, og der må være en nedre grænse for det befolkningstal som kræves for at opretholde en kultur og et levende sprog; men det er vel ikke just oplagt at sikre sig imod en sådan bekymring ved hjælp af indvandring af mennesker fra en anden kultur.
Jeg ville ønske at journalister og debattører med bredere samfundsinteresser end profitfokuserede arbejdsgiverorganisationer vil holde sig for gode til ukritisk at anvende postulatet om at det er et problem at befolkningstallet falder.
Det bliver ofte ukritisk postuleret at det er et problem for et samfund (mange europæiske lande, Japan, og Rusland) at befolkningstallet falder og at der bliver en større andel af ældre mennesker.
Postulatet bruges af mange forskellige interessegrupper fx i forbindelse med indvandringsdebatten, men mest konsekvent og hyppigst af arbejdsgiverorganisationer. Det er da også en klassisk arbejdsgivertankegang at det er ønskværdigt at øge udbuddet af arbejdskraft for dermed at sænke prisen på arbejde, men jeg forstår ikke hvorfor så mange andre interessegrupper anvender postulatet ukritisk.
Overordnet kan jeg ikke se hvorfor fx danskere, alt andet lige, skulle være bedre stillet ved at være seks millioner mennesker i vores tætbefolkede land i stedet for fem eller fire millioner. Igen, alt andet lige, mener jeg at det åbenlyst vil være en fordel for den enkelte dansker at vi er færre mennesker (bæredygtig fødevare- og energiproduktion, fritidsmuligheder, naturoplevelser).
Alt er dog ikke lige; som nævnt betyder et faldende befolkningstal at andellen af ældre stiger og konsekvenserne af denne "ældrebyrde" er blevet beregnet i økonomiske modeller. Disse modeller peger på at der bliver samfundsøkonomiske problemer hvis vi ikke formår at tilpasse os til en situation med en større andel af ældre.
Jeg ser optimistisk på vores muligheder for at kunne tilpasse sig en sådan ny situation i en verden hvor mange føler sig sat udenfor arbejdsmarkedet og det fysisk anstrengende arbejde automatiseres mere og mere. For eksempel er det fascinerede at følge fagbladet Ingeniørens afdækning af de fremskridt som gøres i disse år indenfor robotteknologi, hvilket ikke mindst er drevet af udviklingen i det "ældrebyrde" ramte Japan.
Ældre mennesker har vist at de sagtens kan varetage krævende intellektuelle opgaver (FN's generalsekretær er født i 1944) og andelen af fysisk friske veluddannede ældre mennesker forventes at stige mindst lige så hurtigt som andelen af ældre.
På lang sigt kunne nogle måske være bekymret for at der vil blive for få danskere til at vi kan overleve som folk, og der må være en nedre grænse for det befolkningstal som kræves for at opretholde en kultur og et levende sprog; men det er vel ikke just oplagt at sikre sig imod en sådan bekymring ved hjælp af indvandring af mennesker fra en anden kultur.
Jeg ville ønske at journalister og debattører med bredere samfundsinteresser end profitfokuserede arbejdsgiverorganisationer vil holde sig for gode til ukritisk at anvende postulatet om at det er et problem at befolkningstallet falder.
Abonner på:
Opslag (Atom)