Da isen trak sig tilbage indvandrede planter og dyr i det område vi nu kalder Danmark, og mennesker begyndte hurtigt at indfinde sig om sommeren for at jage rensdyr. Senere gav det forbedrede klima og det øgede naturgrundlag mulighed for at man kunne bosætte sig permanent. I samme tidsrum indvandrede nye plante og dyrearter, hvis økologiske succes blev bestemt i et kompliceret økologisk samspil med det ændrede klima og de allerede indvandrede arter, hvor mennesket som både jæger og samler givet har spillet en betydelig rolle. Senere ankom mennesker som holdt husdyr og begyndte at dyrke jorden, hvilket sikrede et større naturgrundlag og at befolkningstætheden steg. Denne livsform satte efterhånden betydelige aftryk på naturen og ændrede landskabet som nogle steder igen blev mere åbent. For eksempel, begyndte naturtypen hede at brede sig på de sandede næringsfattige jorder i det vestlige Jylland.
Hedens vegetation er kendetegnet ved at være domineret af
dværgbuske fx hedelyng og revling, og i de mere våde områder, klokkelyng. Disse
arter var her allerede, men på heden blev de dominerende som resultat af den
ekstensive landbrugsdrift som bestod af græsning, slåning og skrælning samt indsamling
af træ til husholdningen. Datidens heder var hovedsageligt træløse, og det er
beskrevet hvordan man var nødt til at ”importere” træ hvis man skulle fabrikere
skeer. Naturtypen hede er opstået i et samspil med mennesker, og hvis man ikke
plejer den ved at imitere den tidligere ekstensive brug af heden, vil dens
karakteristiske vegetation forsvinde, og afhængig af jordbund og græsningstryk,
blive erstattet af mere eller mindre skovbevokset græsland.
Ovenstående er mere eller mindre fakta de fleste er enige i,
men nu kommer så spørgsmålet hvad vi skal gøre ved den type seminatur som hederne
repræsenterer. Lovgivningsmæssigt er det ret klart: EU’s habitatdirektiv fra
1992 og den netop underskrevne naturgenopretningsforordning forpligter Danmark
på at bevare hederne og de andre seminaturlige naturtyper vi har i Danmark.
Men en gruppe af biologer og naturinteresserede mener at det
natursyn, som er afspejlet i Habitatdirektivet, er for statisk og ikke i
tilstrækkelig grad tilgodeser naturlige processer. Disse er typisk fortalere
for ”rewilding” som er tankegangen i de nye naturnationalparker hvor
menneskelig påvirkning er uønsket, dog undtaget startfasen hvor store græssende
dyr udsættes i opsatte indhegninger.
I forbindelse med omtalen af et forskningsprojekt af
hedepleje udtrykte en fagfælle sin frustration over den traditionelle forestilling
om naturpleje: ”… en gentagelse af fortidens fejlagtige opfattelse af, at vi
mennesker kan og skal styre naturens udvikling. Jeg troede vi var kommet
videre.”
Men vi er ikke faktisk ikke ”kommet videre” - ikke alle
sammen. For det første så har Miljøministeren, som repræsentant for folkestyret
i Danmark, lige stemt for EU’s naturgenopretningsforordning hvor vi som samfund
bl.a. forpligter os på at bevare hederne (det kan undre at der næsten ikke var nogen
offentlig debat i Danmark i denne forbindelse). For det andet så tillader jeg
mig som menneske og borger i Danmark at have den opfattelse at heder er flotte og
værd at bevare. Jeg nyder at kunne se langt over det flade landskab, lærken om
foråret, de flotte farver i august, og min viden om at den er dannet i samspil
med mennesker som levede i Bronzealderen giver mig en samhørighed med
landskabet som jeg sætter pris på.
Hvem tilkommer det at dømme om min opfattelse og det
tilhørende natursyn er fejlagtig? Det er næppe videnskabeligt godtgjort at mit
natursyn er fejlagtig. Ligesom jeg har lov til at gå smagløst klædt, har jeg
vel lov til at synes at heder er flotte?
Hvorfor er det så magtpåliggende for den omtalte gruppe at få
os alle omvendt til deres natursyn? Ofte nævnes ”Biodiversitetskrisen” som
argument, men det kan da kun reducere den samlede biodiversitet at udrydde en
naturtype med dens karakteristiske økosystem og artsindhold (i en undersøgelse af
heder blev der fundet 299 insektarter inklusiv 24 rødlistede arter). Så vidt
jeg ved findes der ingen undersøgelser, som viser, at man øger den samlede biodiversitet
ved at homogenisere landskabet ved at skabe den samme type økosystem
(indhegninger med store græssende dyr) overalt.
Det faktum at arterne eksisterede før mennesket begyndte at
herse og regere ses som et bevis for naturen kan selv, og menneskelig
indblanding ikke er nødvendigt. Dette er også sandt, for så vidt det gælder
forekomsten af de enkelte arter, men ikke når det kommer til de
plantesamfundsmønstre (artssammensætning og dominansforhold) som karakteriserer
de forskellige seminaturlige naturtyper.
I den politiske kamp for at ensrette alles natursyn så vi
kan gå i takt fremad mod paradis (ofte symboliseret ved den sidste mellemistid),
er sproget det vigtigste våben. Det er blevet normalt at omtale de beskyttede
heder nedsættende som ”væg-til-væg dyrkning af lyng” og åbne seminaturlige
græslandsnaturtyper benævnes ”Guldaldernatur”. Hvorimod rewildingprojekterne
beskrives overdrevent positivt ved at fremhæve de naturlige processer uden
menneskers skadelige indblanding (hvis vi altså ser bort fra de opsatte
indhegninger).
De flygtige begreber ”naturlig” og ”unaturlig” har spillet
en skræmmende rolle i vores kulturhistorie, og intolerancen overfor anderledes
tænkende er desværre et tidstypisk fænomen. Jeg håber at det faglige engagement
ikke vil stå i vejen for den fremtidige afdækning af hvad der er vores fælles viden,
og hvilke forhold som er personlige synspunkter.
