Om heder og natursyn

Da isen trak sig tilbage indvandrede planter og dyr i det område vi nu kalder Danmark, og mennesker begyndte hurtigt at indfinde sig om sommeren for at jage rensdyr. Senere gav det forbedrede klima og det øgede naturgrundlag mulighed for at man kunne bosætte sig permanent. I samme tidsrum indvandrede nye plante og dyrearter, hvis økologiske succes blev bestemt i et kompliceret økologisk samspil med det ændrede klima og de allerede indvandrede arter, hvor mennesket som både jæger og samler givet har spillet en betydelig rolle. Senere ankom mennesker som holdt husdyr og begyndte at dyrke jorden, hvilket sikrede et større naturgrundlag og at befolkningstætheden steg. Denne livsform satte efterhånden betydelige aftryk på naturen og ændrede landskabet som nogle steder igen blev mere åbent. For eksempel, begyndte naturtypen hede at brede sig på de sandede næringsfattige jorder i det vestlige Jylland.

Hedens vegetation er kendetegnet ved at være domineret af dværgbuske fx hedelyng og revling, og i de mere våde områder, klokkelyng. Disse arter var her allerede, men på heden blev de dominerende som resultat af den ekstensive landbrugsdrift som bestod af græsning, slåning og skrælning samt indsamling af træ til husholdningen. Datidens heder var hovedsageligt træløse, og det er beskrevet hvordan man var nødt til at ”importere” træ hvis man skulle fabrikere skeer. Naturtypen hede er opstået i et samspil med mennesker, og hvis man ikke plejer den ved at imitere den tidligere ekstensive brug af heden, vil dens karakteristiske vegetation forsvinde, og afhængig af jordbund og græsningstryk, blive erstattet af mere eller mindre skovbevokset græsland.

Ovenstående er mere eller mindre fakta de fleste er enige i, men nu kommer så spørgsmålet hvad vi skal gøre ved den type seminatur som hederne repræsenterer. Lovgivningsmæssigt er det ret klart: EU’s habitatdirektiv fra 1992 og den netop underskrevne naturgenopretningsforordning forpligter Danmark på at bevare hederne og de andre seminaturlige naturtyper vi har i Danmark.

Men en gruppe af biologer og naturinteresserede mener at det natursyn, som er afspejlet i Habitatdirektivet, er for statisk og ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser naturlige processer. Disse er typisk fortalere for ”rewilding” som er tankegangen i de nye naturnationalparker hvor menneskelig påvirkning er uønsket, dog undtaget startfasen hvor store græssende dyr udsættes i opsatte indhegninger.

I forbindelse med omtalen af et forskningsprojekt af hedepleje udtrykte en fagfælle sin frustration over den traditionelle forestilling om naturpleje: ”… en gentagelse af fortidens fejlagtige opfattelse af, at vi mennesker kan og skal styre naturens udvikling. Jeg troede vi var kommet videre.”

Men vi er ikke faktisk ikke ”kommet videre” - ikke alle sammen. For det første så har Miljøministeren, som repræsentant for folkestyret i Danmark, lige stemt for EU’s naturgenopretningsforordning hvor vi som samfund bl.a. forpligter os på at bevare hederne (det kan undre at der næsten ikke var nogen offentlig debat i Danmark i denne forbindelse). For det andet så tillader jeg mig som menneske og borger i Danmark at have den opfattelse at heder er flotte og værd at bevare. Jeg nyder at kunne se langt over det flade landskab, lærken om foråret, de flotte farver i august, og min viden om at den er dannet i samspil med mennesker som levede i Bronzealderen giver mig en samhørighed med landskabet som jeg sætter pris på.  

Hvem tilkommer det at dømme om min opfattelse og det tilhørende natursyn er fejlagtig? Det er næppe videnskabeligt godtgjort at mit natursyn er fejlagtig. Ligesom jeg har lov til at gå smagløst klædt, har jeg vel lov til at synes at heder er flotte?

Hvorfor er det så magtpåliggende for den omtalte gruppe at få os alle omvendt til deres natursyn? Ofte nævnes ”Biodiversitetskrisen” som argument, men det kan da kun reducere den samlede biodiversitet at udrydde en naturtype med dens karakteristiske økosystem og artsindhold (i en undersøgelse af heder blev der fundet 299 insektarter inklusiv 24 rødlistede arter). Så vidt jeg ved findes der ingen undersøgelser, som viser, at man øger den samlede biodiversitet ved at homogenisere landskabet ved at skabe den samme type økosystem (indhegninger med store græssende dyr) overalt.

Det faktum at arterne eksisterede før mennesket begyndte at herse og regere ses som et bevis for naturen kan selv, og menneskelig indblanding ikke er nødvendigt. Dette er også sandt, for så vidt det gælder forekomsten af de enkelte arter, men ikke når det kommer til de plantesamfundsmønstre (artssammensætning og dominansforhold) som karakteriserer de forskellige seminaturlige naturtyper.

I den politiske kamp for at ensrette alles natursyn så vi kan gå i takt fremad mod paradis (ofte symboliseret ved den sidste mellemistid), er sproget det vigtigste våben. Det er blevet normalt at omtale de beskyttede heder nedsættende som ”væg-til-væg dyrkning af lyng” og åbne seminaturlige græslandsnaturtyper benævnes ”Guldaldernatur”. Hvorimod rewildingprojekterne beskrives overdrevent positivt ved at fremhæve de naturlige processer uden menneskers skadelige indblanding (hvis vi altså ser bort fra de opsatte indhegninger).

De flygtige begreber ”naturlig” og ”unaturlig” har spillet en skræmmende rolle i vores kulturhistorie, og intolerancen overfor anderledes tænkende er desværre et tidstypisk fænomen. Jeg håber at det faglige engagement ikke vil stå i vejen for den fremtidige afdækning af hvad der er vores fælles viden, og hvilke forhold som er personlige synspunkter.