Om brug af eksperter i miljø- og naturforvaltningen

Økosystemer er komplekse. Der er mange abiotiske og biotiske faktorer, som interagerer med hinanden. De økologiske processer (konkurrence, populationsvækst, osv.) forløber på forskellige skala i tid og rum, og de økosystemdominerende processer er typisk ikke i ligevægt.

Økologer prøver at opnå en forståelse af denne kompleksitet, så det er muligt at forudsige hvordan økosystemet vil reagere, hvis man påvirker systemet, fx i forbindelse med klimaændringer eller en ændret brug af arealet. For at få et overblik opstiller økologen hypoteser, som er postulerede sammenhænge mellem de interagerende faktorer, og hvordan de ændrer sig over tid som funktion af disse sammenhænge.

På grund af de komplekse sammenhænge er det ofte nødvendigt at teste sådanne økologiske hypoteser ved hjælp af matematiske og statistiske modeller anvendt på indsamlede tidserie data. Denne testfase er desværre langvarig, sjældent optimal, koster typisk mange penge og kræver en detaljeret teknisk viden. Derudover er de fleste videnskabelige økologiske tests langt fra intellektuelt tilfredsstillende, idet de efterlader forskeren med en betydelig usikkerhed.

Denne langsommelige testfase er i modsætning til samfundets ønske om økologisk rådgivning her og nu. For at imødekomme samfundets ønske om en hurtig sagsbehandling er det derfor nødvendigt at have eksperter. Disse eksperter er erfarne økologer, som igennem deres træning og akademiske arbejde har testet økologiske hypoteser og derigennem har opnået et godt overblik over relevante økologiske hypoteser. Ekspertens opgave er at anvende relevante hypoteser i den givne problemstilling til relativt hurtigt at generere økologiske prognoser. Sådanne prognoser må nødvendigvis være generelle og kvalitative.

Problemet med disse ekspertvurderinger er selvfølgelig, at de ikke er testet mod virkeligheden i den konkrete situation, hvor de bliver anvendt og derfor ikke kan tage hensyn til den specifikke økologiske kompleksitet, lokale forhold og historie, samt strukturelle og kvantitative usikkerheder.

Fra hypoteser til ideer

Den hurtige generering af økologiske prognoser som opfylder et reelt behov i samfundet, samt den medfølgende medieomtale og politiske gennemslagskraft, betyder at økologer kan være fristet til at ophøje økologiske arbejdshypoteser til en imaginær ideverden, hvor hypoteser er blevet til viden. I denne ideverden er der ingen usikkerheder og alle betydende sammenhænge er kendt, hvilket fx gør det muligt at forudse effekter af forskellige påvirkninger.

Økologer, som lever i ideverdenen, er ikke i tvivl. De føler sig som ét med naturen og kan svare på selv komplicerede økologiske spørgsmål med stor sikkerhed. Hvis der skulle være en observation, som ikke umiddelbart passer med de rene linjer i ideverdenen, så skyldes det at observationen stammer fra et usædvanligt tørt eller vådt år, eller andre forhold som gør denne observation til noget specielt og derfor ikke skal tillægges nogen general betydning. Denne observation er undtagelsen, som bekræfter reglen, hvilket faktisk bare gør ekspertens kendskab til ideverdenen, på trods af den biologiske mangfoldighed, endnu mere imponerende.

Specielt unge forskere bør være på vagt for at blive opslugt af den dragende ideverden som en hurtig genvej til viden. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det er universitetets opgave at undervise i brugen af den videnskabelige metode generelt, og ikke på den praktiske anvendelse af specifikke modehypoteser.

Kommunikation

Universitetsansatte økologer er ikke enten forskere eller eksperter. De fleste rummer begge sider i deres arbejdsliv og skifter mellem de to roller. Dette kan medføre forvirring i kommunikationen med kollegaer. For eksempel er det ofte frustrerende for en ”forsker” at kommunikere med en ”ekspert”, idet denne har adgang til en viden som ”forskeren” ikke har.

For ”forskeren” kan det derfor være nyttigt at identificere sproglige vendinger, som indikerer at kollegaen i dette øjeblik optræder i rollen som ”ekspert”. Typiske ekspertvendinger er absolutte udsagn som fx: ”Jeg ved, at…”, ”Du tager fejl, det forholder sig således at…”, ”Problemet er jo, at… ”.

Når ”forskeren” møder sådanne absolutte udsagn i kommunikationen med kollegaer, skal han være på vagt. Hvis ”forskeren” er i stand til at identificere, at kollegaen optræder i rollen som ”ekspert”, så kan ”forskeren” tage sine forholdsregler ved fx at insistere på at få at vide, hvor ”eksperten” har sin viden fra eller spørge ind til mulige undtagelser og usikkerheder. Hvis ”eksperten” afviser dette eller taler uden om, så bør ”forskeren” fortælle kollegaen at han i øjeblikket optræder i rollen som ”ekspert”, og at kommunikationen er i fare for at mislykkes.

Der kan ligeledes opstå forvirring når økologer udtaler sig til offentligheden. Ofte er ”ekspertens” budskab simplere og lettere at kommunikere end ”forskerens”, og der vil derfor være et indre og ydre pres til at anvende ekspertrollen, når man kommunikerer med offentligheden. Desværre kan offentligheden ikke umiddelbart aflæse, om det er en ”forsker” eller ”ekspert”, som udtaler sig, og ofte vil det kræve en fagperson for at gennemskue i hvilken rolle økologen udtaler sig.

Ekspertgrupper

Der er en tendens til, at økologiske eksperter bliver organiseret i paneler eller råd, som udtaler sig med større vægt end enkeltindivider. For eksempel, har ekspertpaneler konstrueret kvantitative scoresystemer for naturkvalitet og effekten af naturforvaltningsmetoder. Som ovenfor beskrevet er økologi kompliceret, og den bedste måde at tage hensyn til denne kompleksitet er at anvende eksisterende økologiske data i relevante matematiske og statistiske modeller. Det er en subjektiv bedømmelse, hvornår eksisterende økologiske data er tilstrækkelig relevante i forhold til en given problemstilling, men efter min mening tyr vi økologer alt for ofte til ekspertvurderinger i stedet for at opstille kvantitative og statistiske modeller. Dog kan det være en god ide at lade et panel af eksperter diskutere mulige modeller og afgrænse det mulige parameterrum i de tilfælde hvor data er mangelfulde.  

I Danmark, har vi fået et Biodiversitetsråd som skal rådgive regeringen vedrørende naturindsatser. I min optik har de første rapporter fra Biodiversitetsrådet været svage. Rapporterne har været kendetegnet ved generelle, men ukomplette og udokumenterede udsagn samt upræcist definerede begreber. For eksempel kan det centrale begreb ”biodiversitet” betyde alt fra genetisk variation til processer på økosystemniveau, ii) begrebet ”repræsentativitet” er beskrevet som vigtigt, men ikke defineret og må som minimum afhænge af både tid, rum og skala, og iii) brugen af maskiner i naturpleje frarådes uden yderligere begrundelser. De præsenterede analyser består hovedsageligt af gennemsnitsberegninger af statiske GIS data samt simple konceptuelle figurer. Som nævnt tidligere er det nødvendigt, at samfundet kan trække på økologiske eksperter, men det er ikke uproblematisk at give en afgrænset gruppe af eksperter en slags overhøjhed over fortolkningen af den økologiske forskning. Efter min mening burde de gode kræfter i Biodiversitetsrådet fokusere på at identificere fremtidige rådgivningsbehov og initiere tilbundsgående analyser af de tilgængelige økologiske data så relevante kvantitative analyser ligger klar når behovet opstår. Sådanne kvantitative analyser af økologiske data vil på en helt anden måde end generelle rådsudtalelser være både transparente og åbne for diskussion.