Om heder og natursyn

Da isen trak sig tilbage indvandrede planter og dyr i det område vi nu kalder Danmark, og mennesker begyndte hurtigt at indfinde sig om sommeren for at jage rensdyr. Senere gav det forbedrede klima og det øgede naturgrundlag mulighed for at man kunne bosætte sig permanent. I samme tidsrum indvandrede nye plante og dyrearter, hvis økologiske succes blev bestemt i et kompliceret økologisk samspil med det ændrede klima og de allerede indvandrede arter, hvor mennesket som både jæger og samler givet har spillet en betydelig rolle. Senere ankom mennesker som holdt husdyr og begyndte at dyrke jorden, hvilket sikrede et større naturgrundlag og at befolkningstætheden steg. Denne livsform satte efterhånden betydelige aftryk på naturen og ændrede landskabet som nogle steder igen blev mere åbent. For eksempel, begyndte naturtypen hede at brede sig på de sandede næringsfattige jorder i det vestlige Jylland.

Hedens vegetation er kendetegnet ved at være domineret af dværgbuske fx hedelyng og revling, og i de mere våde områder, klokkelyng. Disse arter var her allerede, men på heden blev de dominerende som resultat af den ekstensive landbrugsdrift som bestod af græsning, slåning og skrælning samt indsamling af træ til husholdningen. Datidens heder var hovedsageligt træløse, og det er beskrevet hvordan man var nødt til at ”importere” træ hvis man skulle fabrikere skeer. Naturtypen hede er opstået i et samspil med mennesker, og hvis man ikke plejer den ved at imitere den tidligere ekstensive brug af heden, vil dens karakteristiske vegetation forsvinde, og afhængig af jordbund og græsningstryk, blive erstattet af mere eller mindre skovbevokset græsland.

Ovenstående er mere eller mindre fakta de fleste er enige i, men nu kommer så spørgsmålet hvad vi skal gøre ved den type seminatur som hederne repræsenterer. Lovgivningsmæssigt er det ret klart: EU’s habitatdirektiv fra 1992 og den netop underskrevne naturgenopretningsforordning forpligter Danmark på at bevare hederne og de andre seminaturlige naturtyper vi har i Danmark.

Men en gruppe af biologer og naturinteresserede mener at det natursyn, som er afspejlet i Habitatdirektivet, er for statisk og ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser naturlige processer. Disse er typisk fortalere for ”rewilding” som er tankegangen i de nye naturnationalparker hvor menneskelig påvirkning er uønsket, dog undtaget startfasen hvor store græssende dyr udsættes i opsatte indhegninger.

I forbindelse med omtalen af et forskningsprojekt af hedepleje udtrykte en fagfælle sin frustration over den traditionelle forestilling om naturpleje: ”… en gentagelse af fortidens fejlagtige opfattelse af, at vi mennesker kan og skal styre naturens udvikling. Jeg troede vi var kommet videre.”

Men vi er ikke faktisk ikke ”kommet videre” - ikke alle sammen. For det første så har Miljøministeren, som repræsentant for folkestyret i Danmark, lige stemt for EU’s naturgenopretningsforordning hvor vi som samfund bl.a. forpligter os på at bevare hederne (det kan undre at der næsten ikke var nogen offentlig debat i Danmark i denne forbindelse). For det andet så tillader jeg mig som menneske og borger i Danmark at have den opfattelse at heder er flotte og værd at bevare. Jeg nyder at kunne se langt over det flade landskab, lærken om foråret, de flotte farver i august, og min viden om at den er dannet i samspil med mennesker som levede i Bronzealderen giver mig en samhørighed med landskabet som jeg sætter pris på.  

Hvem tilkommer det at dømme om min opfattelse og det tilhørende natursyn er fejlagtig? Det er næppe videnskabeligt godtgjort at mit natursyn er fejlagtig. Ligesom jeg har lov til at gå smagløst klædt, har jeg vel lov til at synes at heder er flotte?

Hvorfor er det så magtpåliggende for den omtalte gruppe at få os alle omvendt til deres natursyn? Ofte nævnes ”Biodiversitetskrisen” som argument, men det kan da kun reducere den samlede biodiversitet at udrydde en naturtype med dens karakteristiske økosystem og artsindhold (i en undersøgelse af heder blev der fundet 299 insektarter inklusiv 24 rødlistede arter). Så vidt jeg ved findes der ingen undersøgelser, som viser, at man øger den samlede biodiversitet ved at homogenisere landskabet ved at skabe den samme type økosystem (indhegninger med store græssende dyr) overalt.

Det faktum at arterne eksisterede før mennesket begyndte at herse og regere ses som et bevis for naturen kan selv, og menneskelig indblanding ikke er nødvendigt. Dette er også sandt, for så vidt det gælder forekomsten af de enkelte arter, men ikke når det kommer til de plantesamfundsmønstre (artssammensætning og dominansforhold) som karakteriserer de forskellige seminaturlige naturtyper.

I den politiske kamp for at ensrette alles natursyn så vi kan gå i takt fremad mod paradis (ofte symboliseret ved den sidste mellemistid), er sproget det vigtigste våben. Det er blevet normalt at omtale de beskyttede heder nedsættende som ”væg-til-væg dyrkning af lyng” og åbne seminaturlige græslandsnaturtyper benævnes ”Guldaldernatur”. Hvorimod rewildingprojekterne beskrives overdrevent positivt ved at fremhæve de naturlige processer uden menneskers skadelige indblanding (hvis vi altså ser bort fra de opsatte indhegninger).

De flygtige begreber ”naturlig” og ”unaturlig” har spillet en skræmmende rolle i vores kulturhistorie, og intolerancen overfor anderledes tænkende er desværre et tidstypisk fænomen. Jeg håber at det faglige engagement ikke vil stå i vejen for den fremtidige afdækning af hvad der er vores fælles viden, og hvilke forhold som er personlige synspunkter.

Om brug af eksperter i miljø- og naturforvaltningen

Økosystemer er komplekse. Der er mange abiotiske og biotiske faktorer, som interagerer med hinanden. De økologiske processer (konkurrence, populationsvækst, osv.) forløber på forskellige skala i tid og rum, og de økosystemdominerende processer er typisk ikke i ligevægt.

Økologer prøver at opnå en forståelse af denne kompleksitet, så det er muligt at forudsige hvordan økosystemet vil reagere, hvis man påvirker systemet, fx i forbindelse med klimaændringer eller en ændret brug af arealet. For at få et overblik opstiller økologen hypoteser, som er postulerede sammenhænge mellem de interagerende faktorer, og hvordan de ændrer sig over tid som funktion af disse sammenhænge.

På grund af de komplekse sammenhænge er det ofte nødvendigt at teste sådanne økologiske hypoteser ved hjælp af matematiske og statistiske modeller anvendt på indsamlede tidserie data. Denne testfase er desværre langvarig, sjældent optimal, koster typisk mange penge og kræver en detaljeret teknisk viden. Derudover er de fleste videnskabelige økologiske tests langt fra intellektuelt tilfredsstillende, idet de efterlader forskeren med en betydelig usikkerhed.

Denne langsommelige testfase er i modsætning til samfundets ønske om økologisk rådgivning her og nu. For at imødekomme samfundets ønske om en hurtig sagsbehandling er det derfor nødvendigt at have eksperter. Disse eksperter er erfarne økologer, som igennem deres træning og akademiske arbejde har testet økologiske hypoteser og derigennem har opnået et godt overblik over relevante økologiske hypoteser. Ekspertens opgave er at anvende relevante hypoteser i den givne problemstilling til relativt hurtigt at generere økologiske prognoser. Sådanne prognoser må nødvendigvis være generelle og kvalitative.

Problemet med disse ekspertvurderinger er selvfølgelig, at de ikke er testet mod virkeligheden i den konkrete situation, hvor de bliver anvendt og derfor ikke kan tage hensyn til den specifikke økologiske kompleksitet, lokale forhold og historie, samt strukturelle og kvantitative usikkerheder.

Fra hypoteser til ideer

Den hurtige generering af økologiske prognoser som opfylder et reelt behov i samfundet, samt den medfølgende medieomtale og politiske gennemslagskraft, betyder at økologer kan være fristet til at ophøje økologiske arbejdshypoteser til en imaginær ideverden, hvor hypoteser er blevet til viden. I denne ideverden er der ingen usikkerheder og alle betydende sammenhænge er kendt, hvilket fx gør det muligt at forudse effekter af forskellige påvirkninger.

Økologer, som lever i ideverdenen, er ikke i tvivl. De føler sig som ét med naturen og kan svare på selv komplicerede økologiske spørgsmål med stor sikkerhed. Hvis der skulle være en observation, som ikke umiddelbart passer med de rene linjer i ideverdenen, så skyldes det at observationen stammer fra et usædvanligt tørt eller vådt år, eller andre forhold som gør denne observation til noget specielt og derfor ikke skal tillægges nogen general betydning. Denne observation er undtagelsen, som bekræfter reglen, hvilket faktisk bare gør ekspertens kendskab til ideverdenen, på trods af den biologiske mangfoldighed, endnu mere imponerende.

Specielt unge forskere bør være på vagt for at blive opslugt af den dragende ideverden som en hurtig genvej til viden. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det er universitetets opgave at undervise i brugen af den videnskabelige metode generelt, og ikke på den praktiske anvendelse af specifikke modehypoteser.

Kommunikation

Universitetsansatte økologer er ikke enten forskere eller eksperter. De fleste rummer begge sider i deres arbejdsliv og skifter mellem de to roller. Dette kan medføre forvirring i kommunikationen med kollegaer. For eksempel er det ofte frustrerende for en ”forsker” at kommunikere med en ”ekspert”, idet denne har adgang til en viden som ”forskeren” ikke har.

For ”forskeren” kan det derfor være nyttigt at identificere sproglige vendinger, som indikerer at kollegaen i dette øjeblik optræder i rollen som ”ekspert”. Typiske ekspertvendinger er absolutte udsagn som fx: ”Jeg ved, at…”, ”Du tager fejl, det forholder sig således at…”, ”Problemet er jo, at… ”.

Når ”forskeren” møder sådanne absolutte udsagn i kommunikationen med kollegaer, skal han være på vagt. Hvis ”forskeren” er i stand til at identificere, at kollegaen optræder i rollen som ”ekspert”, så kan ”forskeren” tage sine forholdsregler ved fx at insistere på at få at vide, hvor ”eksperten” har sin viden fra eller spørge ind til mulige undtagelser og usikkerheder. Hvis ”eksperten” afviser dette eller taler uden om, så bør ”forskeren” fortælle kollegaen at han i øjeblikket optræder i rollen som ”ekspert”, og at kommunikationen er i fare for at mislykkes.

Der kan ligeledes opstå forvirring når økologer udtaler sig til offentligheden. Ofte er ”ekspertens” budskab simplere og lettere at kommunikere end ”forskerens”, og der vil derfor være et indre og ydre pres til at anvende ekspertrollen, når man kommunikerer med offentligheden. Desværre kan offentligheden ikke umiddelbart aflæse, om det er en ”forsker” eller ”ekspert”, som udtaler sig, og ofte vil det kræve en fagperson for at gennemskue i hvilken rolle økologen udtaler sig.

Ekspertgrupper

Der er en tendens til, at økologiske eksperter bliver organiseret i paneler eller råd, som udtaler sig med større vægt end enkeltindivider. For eksempel, har ekspertpaneler konstrueret kvantitative scoresystemer for naturkvalitet og effekten af naturforvaltningsmetoder. Som ovenfor beskrevet er økologi kompliceret, og den bedste måde at tage hensyn til denne kompleksitet er at anvende eksisterende økologiske data i relevante matematiske og statistiske modeller. Det er en subjektiv bedømmelse, hvornår eksisterende økologiske data er tilstrækkelig relevante i forhold til en given problemstilling, men efter min mening tyr vi økologer alt for ofte til ekspertvurderinger i stedet for at opstille kvantitative og statistiske modeller. Dog kan det være en god ide at lade et panel af eksperter diskutere mulige modeller og afgrænse det mulige parameterrum i de tilfælde hvor data er mangelfulde.  

I Danmark, har vi fået et Biodiversitetsråd som skal rådgive regeringen vedrørende naturindsatser. I min optik har de første rapporter fra Biodiversitetsrådet været svage. Rapporterne har været kendetegnet ved generelle, men ukomplette og udokumenterede udsagn samt upræcist definerede begreber. For eksempel kan det centrale begreb ”biodiversitet” betyde alt fra genetisk variation til processer på økosystemniveau, ii) begrebet ”repræsentativitet” er beskrevet som vigtigt, men ikke defineret og må som minimum afhænge af både tid, rum og skala, og iii) brugen af maskiner i naturpleje frarådes uden yderligere begrundelser. De præsenterede analyser består hovedsageligt af gennemsnitsberegninger af statiske GIS data samt simple konceptuelle figurer. Som nævnt tidligere er det nødvendigt, at samfundet kan trække på økologiske eksperter, men det er ikke uproblematisk at give en afgrænset gruppe af eksperter en slags overhøjhed over fortolkningen af den økologiske forskning. Efter min mening burde de gode kræfter i Biodiversitetsrådet fokusere på at identificere fremtidige rådgivningsbehov og initiere tilbundsgående analyser af de tilgængelige økologiske data så relevante kvantitative analyser ligger klar når behovet opstår. Sådanne kvantitative analyser af økologiske data vil på en helt anden måde end generelle rådsudtalelser være både transparente og åbne for diskussion.

Om økofascisme

Som økologisk forsker med et normalt demokratisyn provokerede det mig at man fornylig sammenstillede økologi og fascisme i en kronik i Weekendavisen (#8).

Økologi er en videnskabsgren inden for biologi hvor man undersøger stofkredsløb i økosystemer og hvorledes den observerede biodiversitet kan forklares ud fra de givne fysisk-kemiske forhold, og har som et overordnet mål at kunne forudsige hvorledes antallet af planter og dyr i et område ændres over tid. Økologi er som andre naturvidenskabelige discipliner ikke værdiladet, og det giver ikke mening at sætte lighedstegn mellem økologi og en politisk opfattelse som fx fascisme, men der er dog nogle træk ved den økologiske forskning som gør at man godt kan forstå hvorfor videnskaben økologi kan virke dragende på personer med et national konservativt sindelag.

Selve ordet økologi har samme etymologiske oprindelse som økonomi, nemlig det græske ord Oikos som kan oversættes med husholdning, og dermed måske signalerer en tilbagevenden til en verden som er styret af sund fornuft hvor man sætter tæring efter næring.

Centralt i enhver økologisk undersøgelse er begrebet økosystem, som er et begrænset område med givne fysisk-kemisk-biologiske forhold det giver mening at studere som en enhed. Økosystemet vil altid hænge sammen med den omgivende verden ved fx transport af vand eller kolonisering med nye arter, men der vil være dominerende lokale økologiske processer som til en betydelig grad forklarer fx den observerede biodiversitet. Et lokalt område kan også i nogle sammenhænge meningsfyldt blive bekrevet med økologiske begreber som territorie eller arena hvor den indbyrdes rangordning eller dominansforhold bliver afgjort med regulære kamphandlinger. En af de forklaringsmodeller som hyppigt anvendes i økologien og ofte forklarer observerede biodiversitetsdata er tæthedsafhængig populationsvækst, hvilket er en kvantitativ beskrivelse af det fænomen at der på grund af begrænsede ressourcer er en øvre grænse for antallet af planter eller dyr i et givet område. For eksempel vil planter konkurrere med naboplanter om lys og ressourcer, således at kun et fåtal af de producerede frø får mulighed for at etablere sig.

Ovenstående eksempler illustrerer hvorfor den økologiske forskning kan virke meningsskabende for personer som føler sig rodløse og fremmedgjorte i en globaliseret verden med ekstrem ulighed, negativ rente, og truende menneskeskabte klimaforandringer som det verdenspolitiske system åbenlyst ikke er i stand til at forhindre.

Selv kan jeg godt blive fristet af økologiske eller Darwinistiske forklaringsmodeller når jeg prøver at forstå samfundet omkring mig, men så prøver jeg at sige til mig selv at disse forklaringsmodeller ikke er udviklet til at forstå menneskellige forhold. Selv om mennesket på mange punkter kan sammenlignes med dyr, så er det grundlæggende umoralsk, og dermed umenneskeligt, at anvende økologiske eller Darwinistiske forklaringsmodeller i mødet med din næste.

Om motioncykling på vores stier

Trykt i Midtjyllands Avis 29/3 2016 

Vores stier er truede af motioncyklister som i løbet af få år har kørt mange af vores stier i smadder så det er blevet vanskeligt at færdes på dem.

I Nordskoven ved Silkeborg, hvor jeg færdes, er der adskillige cykelstier som vedligeholdes af frivillige; men mange motionister vælger alligevel at cykle på vandrestierne. Mange cyklister er høflige og gør opmærksom på at de kommer bagfra, men jævnligt bliver man overrasket af en ivrig motionist som død og pine skal frem for en hver pris uden at tage hensyn til de gående.

Jeg kan ikke dokumentere det; men det virker som der for hvert år i takt med at der flere og flere motioncyklister i vores skove bliver færre og færre ældre som bruger skovstierne. Hvis jeg var hørehæmmet og dårligt gående ville jeg i hvert fald tænke mig om en ekstra gang før jeg ville begive mig ud på smalle opkørte og mudrede vandrestier med fare for at blive overhalet bagfra af en overvægtig amatørcyklist i fuld fart.

Stierne har gennem generationer sikret passage fra et sted til et andet eller været brugt rekreativt til vandreture. For eksempel har nogle af kirkestierne været brugt af vores forfædre siden bronzealderen som adgangsveje til deres helligsteder. Disse stier er i disse år systematisk ved at blive kørt i smadder og sikkert uden at den enkelte cyklist gør sig det klart at hans adfærd er både tanke- og historieløs.

Problemet er af den enkelte motioncyklist ikke indser at han er en del af en lycraklædt massekultur, og at denne massekultur som et samlet fænomen virker hensynsløs overfor andre mennesker, samt som flok udviser manglende respekt for vores kulturværdier.

                                          "Vandresti" i Nordskoven ved Silkeborg

Om problemet med faldende befolkningstal

Trykt i let redigeret form i Weekendavisen #3 2016

Det bliver ofte ukritisk postuleret at det er et problem for et samfund (mange europæiske lande, Japan, og Rusland) at befolkningstallet falder og at der bliver en større andel af ældre mennesker.

Postulatet bruges af mange forskellige interessegrupper fx i forbindelse med indvandringsdebatten, men mest konsekvent og hyppigst af arbejdsgiverorganisationer. Det er da også en klassisk arbejdsgivertankegang at det er ønskværdigt at øge udbuddet af arbejdskraft for dermed at sænke prisen på arbejde, men jeg forstår ikke hvorfor så mange andre interessegrupper anvender postulatet ukritisk.

Overordnet kan jeg ikke se hvorfor fx danskere, alt andet lige, skulle være bedre stillet ved at være seks millioner mennesker i vores tætbefolkede land i stedet for fem eller fire millioner. Igen, alt andet lige, mener jeg at det åbenlyst vil være en fordel for den enkelte dansker at vi er færre mennesker (bæredygtig fødevare- og energiproduktion, fritidsmuligheder, naturoplevelser).

Alt er dog ikke lige; som nævnt betyder et faldende befolkningstal at andellen af ældre stiger og konsekvenserne af denne "ældrebyrde" er blevet beregnet i økonomiske modeller. Disse modeller peger på at der bliver samfundsøkonomiske problemer hvis vi ikke formår at tilpasse os til en situation med en større andel af ældre.

Jeg ser optimistisk på vores muligheder for at kunne tilpasse sig en sådan ny situation i en verden hvor mange føler sig sat udenfor arbejdsmarkedet og det fysisk anstrengende arbejde automatiseres mere og mere. For eksempel er det fascinerede at følge fagbladet Ingeniørens afdækning af de fremskridt som gøres i disse år indenfor robotteknologi, hvilket ikke mindst er drevet af udviklingen i det "ældrebyrde" ramte Japan.

Ældre mennesker har vist at de sagtens kan varetage krævende intellektuelle opgaver (FN's generalsekretær er født i 1944) og andelen af fysisk friske veluddannede ældre mennesker forventes at stige mindst lige så hurtigt som andelen af ældre.

På lang sigt kunne nogle måske være bekymret for at der vil blive for få danskere til at vi kan overleve som folk, og der må være en nedre grænse for det befolkningstal som kræves for at opretholde en kultur og et levende sprog; men det er vel ikke just oplagt at sikre sig imod en sådan bekymring ved hjælp af indvandring af mennesker fra en anden kultur.

Jeg ville ønske at journalister og debattører med bredere samfundsinteresser end profitfokuserede arbejdsgiverorganisationer vil holde sig for gode til ukritisk at anvende postulatet om at det er et problem at befolkningstallet falder.

Om religion og dogmer

Religioner er et svar på den intellektuelle utilfredsstillende tilstand – ikke at forstå verden. For at opnå en forståelse af verden med sin egen indre logiske opbygning ved hjælp af religion har det historisk vist sig at dogmer er en nødvendighed.

Kristendommens historie

Kristendommen rødder menes at kunne spores tilbage til en græsk religion for slaver (Orpheus kult). Denne religion forudsatte at livet på jorden er ubærlig og derfor troede man på et bedre liv efter døden. Endvidere mente man at Jordens undergang var nært forestående.

Den tidlige kristendoms dogmer blev fastlagt på en række synoder:

325: Første økumeniske synode i Nikæa i Lilleasien, nær Konstantinopel. Det vedtages, at Faderen og Sønnen er af samme væsen. Arius udstødes af kirken, og arianismen fordømmes. Den nikænske trosbekendelse vedtages.

381: Anden økumeniske synode i Konstantinopel. Nikæasynodens beslutninger udvides, og det præciseres, at Helligånden skal tilbedes sammen med Faderen og Sønnen, idet de såkaldte makedonianere eller pneumatomachere udstødes af kirken (et parti, der benægtede Helligåndens fulde guddommelighed).

431: Tredje økumeniske synode i Efesus i Lilleasien. Det vedtages, at jomfru Maria skal kaldes 'theotokos', d.v.s. 'Gudføderske' eller 'Guds Moder', og Nestorius udstødes af kirken.

451: Fjerde økumeniske synode i Kalkedon i Lilleasien. Efesussynodens beslutninger bekræftes, og desuden vedtages det, at Jesus Kristus havde en fuldstændig menneskelig og guddommelig natur, at de to naturer hverken må sammenblandes eller adskilles, og at han var én person, som er Ordet (Logos). Eutykes, en ekstrem 'monophysit', fordømmes, og Dioskur, biskop af Alexandria, afsættes.

553: Femte økumeniske synode i Konstantinopel. Tekster bl.a. forfattet af Origenes, der levede århundreder tidligere, og Theodor af Mopsuestia, der døde ca. 125 år før, fordømmes.

680-81: Sjette økumeniske synode i Konstantinopel. Det vedtages, at Jesus Kristus havde to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Den såkaldte 'monotheletisme', der hævdede, at Jesus havde to naturer, men én vilje, fordømmes.

787: Syvende økumeniske synode i Nikæa i Lilleasien. Det fastslås, at billederne må æres, ikke dyrkes. Den, der ærer billederne, ærer den, der er afbildet. Ikonoklasmen fordømmes.

Munkene havde et system og en kultur til at opsamle og videregive viden som var unik. Dette videnssystem var vigtigt for at beholde og udvide magten i middelalderen.

1530: Den Augsburgske bekendelse. Meget detaljeret grundlag for den evangelisk-lutherske kristendom.

I den danske folkekirke fremgår de gældende dogmer og trossætninger af den apostolske trosbekendelse

Den apostolske trosbekendelse

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.

Religionskrige

Logiske analyser eller pålidelige kendsgerninger vil ikke kunne anfægte religiøse dogmer. Dette er i klar modsætning til videnskabelige hypoteser som hele tiden testes. Videnskab fejrer folk som initierer et paradigmeskift (Newton, Einstein, Bohr), hvorimod, kristendommen brænder folk som ikke accepterer dogmerne  (kættere). Dog lever fx Euklid's geometri og Newton's love videre som gode og let forstålige tilnærmelser til de mere generelle matematiske sætninger eller gældende videnskablelige hypoteser.

Da man ikke kan diskuttere de religiøse dogme og de samtidig typisk har rod i en bestemt kultur, vil mødet mellem forskellige religioner ofte medføre stridigheder. Der er meget der tyder på, at religionskrigene både i den jødiske, kristne og islamiske verden hænger sammen med forestillingen om Guds udvalgte folk. Både det islamiske trosfællesskab, synagogen og den kristne menighed gør krav på eksklusivitet og universalitet. Dvs. at troens sandhed er gyldig for alle mennesker. Missionsiveren har på denne måde kunnet motivere politisk aggression og ekspansionspolitik. Religionskrige tilhører altså den jødisk-kristent-islamiske verden. For grækere og romere var den et ukendt fænomen.

De første klare eksempler på religionskrige finder vi i det gamle testamente, hvor Israels fjender er Jahves fjender og dermed uden ret til livet.

Forestillingen om ”hellig krig” opstod på kamppladsen mellem byzantinere og muslimer mod slutningen af 600 tallet. Det er uklart, om det oprindeligt var en kristen eller en islamisk idé.

Justinians forsøg på at genoprette Romerriget i det 6. århundrede med Konstantinopel som centrum var lige så nært knyttet til religionen, som den islamiske aggression mod slutningen af det 7. århundrede.

Det klassiske eksempel på religionskrige er selvfølgelig korstogene, de fleste godkendt af paven, som fandt sted fra 11. til 13. århundrede. De kan ses som et modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion (jihad), og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land som var under muslimsk kontrol.

Martin Luther skrev i »Jøderne og deres løgne« (1543): »Jøderne er et nederdrægtigt forhoret folk… Ikke et af Guds folk… De er som svin; smurt ind i djævlens lort… Deres skoler og synagoger bør nedbrændes; deres hjem raseres; deres penge og ejendomme konfiskeres. Man skal udvise dem hverken nåde eller venlighed… Disse giftige orme bør tvinges ind i arbejdslejre eller udvises… Det er vores fejl, at vi ikke slår dem ihjel.«

og mere moderne:

Karin Riis-Jørgensen, MEP (Venstre): ”Der foregår en værdikamp i Europa mellem kristne og muslimer og mellem katolikker og protestanter.” ”Det er naivt at lade paven være alene om at lave lobbyarbejde, den protestantiske kirke, protestantiske teologer, må starte med at føde mig med argumenter.”

George W. Bush (præsident): ”My administration has a job to do. We will rid the world of evildoers.”; ”This crusade, this war on terrorism, is going to take awhile.”

Dogmer i dag

Mange præster i dagens folkekirke udvander betydningen af de kristne dogmer og trossætninger i en symbolsk og litterær fortolkning af disse; men så længe de samme præster opfordrer folk til at rejse sig og med højtidlig stemme deklamere trosbekendelsen (se ovenfor) i forbindelse med gudstjenesterne kan man kun forbløffes over en sådan falskhed. 

Om Danmark som et kristent land

I grundlaget for den nye Venstre-regering står der åbenbart at Danmark er et kristent land. Dette er selvfølgeligt noget sludder: et land kan ikke have en kristen tro eller være døbt.

Jeg synes det ville være mere præcist at skrive noget i retning af: "Danmark er en retsstat som bygger på et kristent værdigrundlag og kristne traditioner".