Om heder og natursyn

Da isen trak sig tilbage indvandrede planter og dyr i det område vi nu kalder Danmark, og mennesker begyndte hurtigt at indfinde sig om sommeren for at jage rensdyr. Senere gav det forbedrede klima og det øgede naturgrundlag mulighed for at man kunne bosætte sig permanent. I samme tidsrum indvandrede nye plante og dyrearter, hvis økologiske succes blev bestemt i et kompliceret økologisk samspil med det ændrede klima og de allerede indvandrede arter, hvor mennesket som både jæger og samler givet har spillet en betydelig rolle. Senere ankom mennesker som holdt husdyr og begyndte at dyrke jorden, hvilket sikrede et større naturgrundlag og at befolkningstætheden steg. Denne livsform satte efterhånden betydelige aftryk på naturen og ændrede landskabet som nogle steder igen blev mere åbent. For eksempel, begyndte naturtypen hede at brede sig på de sandede næringsfattige jorder i det vestlige Jylland.

Hedens vegetation er kendetegnet ved at være domineret af dværgbuske fx hedelyng og revling, og i de mere våde områder, klokkelyng. Disse arter var her allerede, men på heden blev de dominerende som resultat af den ekstensive landbrugsdrift som bestod af græsning, slåning og skrælning samt indsamling af træ til husholdningen. Datidens heder var hovedsageligt træløse, og det er beskrevet hvordan man var nødt til at ”importere” træ hvis man skulle fabrikere skeer. Naturtypen hede er opstået i et samspil med mennesker, og hvis man ikke plejer den ved at imitere den tidligere ekstensive brug af heden, vil dens karakteristiske vegetation forsvinde, og afhængig af jordbund og græsningstryk, blive erstattet af mere eller mindre skovbevokset græsland.

Ovenstående er mere eller mindre fakta de fleste er enige i, men nu kommer så spørgsmålet hvad vi skal gøre ved den type seminatur som hederne repræsenterer. Lovgivningsmæssigt er det ret klart: EU’s habitatdirektiv fra 1992 og den netop underskrevne naturgenopretningsforordning forpligter Danmark på at bevare hederne og de andre seminaturlige naturtyper vi har i Danmark.

Men en gruppe af biologer og naturinteresserede mener at det natursyn, som er afspejlet i Habitatdirektivet, er for statisk og ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser naturlige processer. Disse er typisk fortalere for ”rewilding” som er tankegangen i de nye naturnationalparker hvor menneskelig påvirkning er uønsket, dog undtaget startfasen hvor store græssende dyr udsættes i opsatte indhegninger.

I forbindelse med omtalen af et forskningsprojekt af hedepleje udtrykte en fagfælle sin frustration over den traditionelle forestilling om naturpleje: ”… en gentagelse af fortidens fejlagtige opfattelse af, at vi mennesker kan og skal styre naturens udvikling. Jeg troede vi var kommet videre.”

Men vi er ikke faktisk ikke ”kommet videre” - ikke alle sammen. For det første så har Miljøministeren, som repræsentant for folkestyret i Danmark, lige stemt for EU’s naturgenopretningsforordning hvor vi som samfund bl.a. forpligter os på at bevare hederne (det kan undre at der næsten ikke var nogen offentlig debat i Danmark i denne forbindelse). For det andet så tillader jeg mig som menneske og borger i Danmark at have den opfattelse at heder er flotte og værd at bevare. Jeg nyder at kunne se langt over det flade landskab, lærken om foråret, de flotte farver i august, og min viden om at den er dannet i samspil med mennesker som levede i Bronzealderen giver mig en samhørighed med landskabet som jeg sætter pris på.  

Hvem tilkommer det at dømme om min opfattelse og det tilhørende natursyn er fejlagtig? Det er næppe videnskabeligt godtgjort at mit natursyn er fejlagtig. Ligesom jeg har lov til at gå smagløst klædt, har jeg vel lov til at synes at heder er flotte?

Hvorfor er det så magtpåliggende for den omtalte gruppe at få os alle omvendt til deres natursyn? Ofte nævnes ”Biodiversitetskrisen” som argument, men det kan da kun reducere den samlede biodiversitet at udrydde en naturtype med dens karakteristiske økosystem og artsindhold (i en undersøgelse af heder blev der fundet 299 insektarter inklusiv 24 rødlistede arter). Så vidt jeg ved findes der ingen undersøgelser, som viser, at man øger den samlede biodiversitet ved at homogenisere landskabet ved at skabe den samme type økosystem (indhegninger med store græssende dyr) overalt.

Det faktum at arterne eksisterede før mennesket begyndte at herse og regere ses som et bevis for naturen kan selv, og menneskelig indblanding ikke er nødvendigt. Dette er også sandt, for så vidt det gælder forekomsten af de enkelte arter, men ikke når det kommer til de plantesamfundsmønstre (artssammensætning og dominansforhold) som karakteriserer de forskellige seminaturlige naturtyper.

I den politiske kamp for at ensrette alles natursyn så vi kan gå i takt fremad mod paradis (ofte symboliseret ved den sidste mellemistid), er sproget det vigtigste våben. Det er blevet normalt at omtale de beskyttede heder nedsættende som ”væg-til-væg dyrkning af lyng” og åbne seminaturlige græslandsnaturtyper benævnes ”Guldaldernatur”. Hvorimod rewildingprojekterne beskrives overdrevent positivt ved at fremhæve de naturlige processer uden menneskers skadelige indblanding (hvis vi altså ser bort fra de opsatte indhegninger).

De flygtige begreber ”naturlig” og ”unaturlig” har spillet en skræmmende rolle i vores kulturhistorie, og intolerancen overfor anderledes tænkende er desværre et tidstypisk fænomen. Jeg håber at det faglige engagement ikke vil stå i vejen for den fremtidige afdækning af hvad der er vores fælles viden, og hvilke forhold som er personlige synspunkter.

Om brug af eksperter i miljø- og naturforvaltningen

Økosystemer er komplekse. Der er mange abiotiske og biotiske faktorer, som interagerer med hinanden. De økologiske processer (konkurrence, populationsvækst, osv.) forløber på forskellige skala i tid og rum, og de økosystemdominerende processer er typisk ikke i ligevægt.

Økologer prøver at opnå en forståelse af denne kompleksitet, så det er muligt at forudsige hvordan økosystemet vil reagere, hvis man påvirker systemet, fx i forbindelse med klimaændringer eller en ændret brug af arealet. For at få et overblik opstiller økologen hypoteser, som er postulerede sammenhænge mellem de interagerende faktorer, og hvordan de ændrer sig over tid som funktion af disse sammenhænge.

På grund af de komplekse sammenhænge er det ofte nødvendigt at teste sådanne økologiske hypoteser ved hjælp af matematiske og statistiske modeller anvendt på indsamlede tidserie data. Denne testfase er desværre langvarig, sjældent optimal, koster typisk mange penge og kræver en detaljeret teknisk viden. Derudover er de fleste videnskabelige økologiske tests langt fra intellektuelt tilfredsstillende, idet de efterlader forskeren med en betydelig usikkerhed.

Denne langsommelige testfase er i modsætning til samfundets ønske om økologisk rådgivning her og nu. For at imødekomme samfundets ønske om en hurtig sagsbehandling er det derfor nødvendigt at have eksperter. Disse eksperter er erfarne økologer, som igennem deres træning og akademiske arbejde har testet økologiske hypoteser og derigennem har opnået et godt overblik over relevante økologiske hypoteser. Ekspertens opgave er at anvende relevante hypoteser i den givne problemstilling til relativt hurtigt at generere økologiske prognoser. Sådanne prognoser må nødvendigvis være generelle og kvalitative.

Problemet med disse ekspertvurderinger er selvfølgelig, at de ikke er testet mod virkeligheden i den konkrete situation, hvor de bliver anvendt og derfor ikke kan tage hensyn til den specifikke økologiske kompleksitet, lokale forhold og historie, samt strukturelle og kvantitative usikkerheder.

Fra hypoteser til ideer

Den hurtige generering af økologiske prognoser som opfylder et reelt behov i samfundet, samt den medfølgende medieomtale og politiske gennemslagskraft, betyder at økologer kan være fristet til at ophøje økologiske arbejdshypoteser til en imaginær ideverden, hvor hypoteser er blevet til viden. I denne ideverden er der ingen usikkerheder og alle betydende sammenhænge er kendt, hvilket fx gør det muligt at forudse effekter af forskellige påvirkninger.

Økologer, som lever i ideverdenen, er ikke i tvivl. De føler sig som ét med naturen og kan svare på selv komplicerede økologiske spørgsmål med stor sikkerhed. Hvis der skulle være en observation, som ikke umiddelbart passer med de rene linjer i ideverdenen, så skyldes det at observationen stammer fra et usædvanligt tørt eller vådt år, eller andre forhold som gør denne observation til noget specielt og derfor ikke skal tillægges nogen general betydning. Denne observation er undtagelsen, som bekræfter reglen, hvilket faktisk bare gør ekspertens kendskab til ideverdenen, på trods af den biologiske mangfoldighed, endnu mere imponerende.

Specielt unge forskere bør være på vagt for at blive opslugt af den dragende ideverden som en hurtig genvej til viden. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det er universitetets opgave at undervise i brugen af den videnskabelige metode generelt, og ikke på den praktiske anvendelse af specifikke modehypoteser.

Kommunikation

Universitetsansatte økologer er ikke enten forskere eller eksperter. De fleste rummer begge sider i deres arbejdsliv og skifter mellem de to roller. Dette kan medføre forvirring i kommunikationen med kollegaer. For eksempel er det ofte frustrerende for en ”forsker” at kommunikere med en ”ekspert”, idet denne har adgang til en viden som ”forskeren” ikke har.

For ”forskeren” kan det derfor være nyttigt at identificere sproglige vendinger, som indikerer at kollegaen i dette øjeblik optræder i rollen som ”ekspert”. Typiske ekspertvendinger er absolutte udsagn som fx: ”Jeg ved, at…”, ”Du tager fejl, det forholder sig således at…”, ”Problemet er jo, at… ”.

Når ”forskeren” møder sådanne absolutte udsagn i kommunikationen med kollegaer, skal han være på vagt. Hvis ”forskeren” er i stand til at identificere, at kollegaen optræder i rollen som ”ekspert”, så kan ”forskeren” tage sine forholdsregler ved fx at insistere på at få at vide, hvor ”eksperten” har sin viden fra eller spørge ind til mulige undtagelser og usikkerheder. Hvis ”eksperten” afviser dette eller taler uden om, så bør ”forskeren” fortælle kollegaen at han i øjeblikket optræder i rollen som ”ekspert”, og at kommunikationen er i fare for at mislykkes.

Der kan ligeledes opstå forvirring når økologer udtaler sig til offentligheden. Ofte er ”ekspertens” budskab simplere og lettere at kommunikere end ”forskerens”, og der vil derfor være et indre og ydre pres til at anvende ekspertrollen, når man kommunikerer med offentligheden. Desværre kan offentligheden ikke umiddelbart aflæse, om det er en ”forsker” eller ”ekspert”, som udtaler sig, og ofte vil det kræve en fagperson for at gennemskue i hvilken rolle økologen udtaler sig.

Ekspertgrupper

Der er en tendens til, at økologiske eksperter bliver organiseret i paneler eller råd, som udtaler sig med større vægt end enkeltindivider. For eksempel, har ekspertpaneler konstrueret kvantitative scoresystemer for naturkvalitet og effekten af naturforvaltningsmetoder. Som ovenfor beskrevet er økologi kompliceret, og den bedste måde at tage hensyn til denne kompleksitet er at anvende eksisterende økologiske data i relevante matematiske og statistiske modeller. Det er en subjektiv bedømmelse, hvornår eksisterende økologiske data er tilstrækkelig relevante i forhold til en given problemstilling, men efter min mening tyr vi økologer alt for ofte til ekspertvurderinger i stedet for at opstille kvantitative og statistiske modeller. Dog kan det være en god ide at lade et panel af eksperter diskutere mulige modeller og afgrænse det mulige parameterrum i de tilfælde hvor data er mangelfulde.  

I Danmark, har vi fået et Biodiversitetsråd som skal rådgive regeringen vedrørende naturindsatser. I min optik har de første rapporter fra Biodiversitetsrådet været svage. Rapporterne har været kendetegnet ved generelle, men ukomplette og udokumenterede udsagn samt upræcist definerede begreber. For eksempel kan det centrale begreb ”biodiversitet” betyde alt fra genetisk variation til processer på økosystemniveau, ii) begrebet ”repræsentativitet” er beskrevet som vigtigt, men ikke defineret og må som minimum afhænge af både tid, rum og skala, og iii) brugen af maskiner i naturpleje frarådes uden yderligere begrundelser. De præsenterede analyser består hovedsageligt af gennemsnitsberegninger af statiske GIS data samt simple konceptuelle figurer. Som nævnt tidligere er det nødvendigt, at samfundet kan trække på økologiske eksperter, men det er ikke uproblematisk at give en afgrænset gruppe af eksperter en slags overhøjhed over fortolkningen af den økologiske forskning. Efter min mening burde de gode kræfter i Biodiversitetsrådet fokusere på at identificere fremtidige rådgivningsbehov og initiere tilbundsgående analyser af de tilgængelige økologiske data så relevante kvantitative analyser ligger klar når behovet opstår. Sådanne kvantitative analyser af økologiske data vil på en helt anden måde end generelle rådsudtalelser være både transparente og åbne for diskussion.